Danske Fonde har afgivet høringssvar til Justitsministeriet over betænkning nr. 1586/2025 om revision af fondsloven.

I forbindelse med offentliggørelsen udtaler forperson Frederik Kortbæk, at Danske Fonde overordnet set er tilfreds med betænkningens hovedargumenter for ændringer af fondsloven. Dog vil foreningen gerne anbefale nogle prioriterede mindre justeringer til lovudkastet. Ønsket om større frihed under ansvar for den enkelte fond er et godt princip, men det bør i den sammenhæng sikres, at fondsbestyrelsen hele tiden har de rette kompetencer og kvalifikationer. Det er jo uomtvisteligt, at bestyrelsen er den helt afgørende enkeltfaktor for fondens præstation. Den af betænkningen foreslåede obligatoriske fireårige funktionsperiode vil således kun gælde fremadrettet for nystiftede fonde.

Eftersom betænkningen ikke anser det for nødvendigt at der udarbejdes anbefalinger for god fondsledelse for de almennyttige fonde, vil Danske fonde derfor gerne advokere for, at der i loven indarbejdes et par af de eksisterende anbefalinger for de erhvervsdrivende fonde (bestyrelsesevaluering og risikovurdering).

Det er især vigtigt for Danske Fonde at der åbnes op for en større grad af samarbejde og eventuel sammenlægninger med andre fonde, henset til at alt for mange fonde hvert år afvikles. Derfor hilses fondsregisteret også velkomment som en hensigtsmæssig informationskilde til matching med andre fonde.

Det er et dansk DNA, som vi kan være stolte af, at der er rigtig mange frivillige sjæle som hver dag bidrager til samfundet på alle mulige måder, herunder de mange bestyrelsesmedlemmers bidrag con amore. Men vi kan altid gøre mere for altruismen i Danmark, især i disse tider. Derfor foreslår Danske Fonde, at regeringen nedsætter et udvalg, der skal se på mulighederne for, at gøre det endnu mere fordelagtigt at stifte en fond.